Som bekendt bruger politikerne meget ofte skatter og afgifter som en måde at påvirke folks adfærd på. Det, man ønsker mindre af, beskatter man højere – og vice-versa.
Det er ikke nogen ny opdagelse.
Lige i starten af 1800-årene fandt myndighederne, at det var blevet for meget med tarvelige ornamenter i facadepudsningen. Der måtte ryddes op, så den gode smag nød fremme.
I 1808 indførtes ”smagsbestemmelser” i stadsbygmesterens instruks. Af bestemmelserne fremgik, at ingen facade måtte males i flere kulører, uden at der havde fremlagt en farvelagt tegning for stadens overbygningsdirektør – dengang arkitekten C.F. Hansen.
Beskatningen bestod deri, at der skulle betales mellem 3 og 10 rigsdaler for godkendelse, alt efter bygningens omfang. Klædeligt nok gik provenuet fra afgiften direkte videre til Kunstakademiet.
Benyttede man sig udelukkende af farver, der lignede sandsten eller mursten, kunne man nøjes med at indsende en farveprøve. Det gjaldt også, hvis man ville anvende kalkfarve. Den ansås nemlig for ret ufarlig, da der er grænser for, hvor meget pigment kalkfarven kan binde.
Kilde:
Bente Lange: ”Københavns Farver”, Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag, 1996 og 2004.
